Branddør til huset mod carport eller garage
Har du en carport eller garage, der er bygget sammen med huset? Så skal døren mellem de to som regel være en branddør. Den skal kunne forsinke en brand, så den ikke spreder sig fra carporten til boligen. VELFAC branddøre er brandtestet fra både yder- og indersiden, og de bliver lavet efter mål til dit hus. Du kan vælge mellem en pladedør og en branddør med glas.
Hvornår skal du have en branddør?
Ifølge bygningsreglementet (BR18) skal en carport eller garage, der er bygget sammen med boligen, som udgangspunkt adskilles fra huset med en brandhæmmende dør.
Vores brandvejledning tager udgangspunkt i BR18's præ-accepterede løsninger for fritliggende enfamiliehuse med en carport eller garage på under 50 m², der ligger mere end 2,5 meter fra skel. Den beskriver to typiske situationer:
- Deler carporten eller garagen væg med huset, skal døren være selvlukkende og leve op til EI2 30-C.
- Har carporten åbne sider, kan døren leveres uden dørlukker og leve op til EI2 30.
Brandkrav skal altid vurderes ud fra det konkrete byggeri, og ansvaret ligger hos bygherre eller dennes rådgiver. Vi anbefaler derfor, at du altid kontakter en certificeret brandrådgiver, som kan træffe endelig beslutning.
Hvad betyder EI₂ 30-C?
Klassen fortæller, hvad døren kan, hvis det brænder:
- E betyder, at døren holder flammer, varme gasser og røg tilbage.
- I betyder, at den begrænser varmen på den anden side af døren.
- 30 er det antal minutter, døren skal kunne modstå branden.
- C betyder, at døren lukker af sig selv.
Klassen hed tidligere BD-dør 30, og mange bruger stadig det navn.
Vælg mellem to typer branddøre
Vi har to typer branddøre til private. Begge er brandtestet fra både yder- og indersiden og lever op til EI2 30 og EI2 30-C med dørlukker.
Branddør med glas
Vores branddør med glas er en rammedør i træ/alu med en 48 mm 3-lags brandrude. Den lukker meget dagslys ind og er et godt valg, hvis døren fører ind til en entré eller et bryggers uden ret mange vinduer. Ønsker du dagslys, men ikke indkig, kan du få den med satinglas. Døren er indadgående og har 10 års garanti.
Pladedør som branddør
Pladedøren er en solid branddør i træ/alu eller udelukkende træ, som fås både ind- og udadgående. Du kan få den helt glat eller med en rudeudskæring i klart brandglas, og den kan også fås med dørspion og sparkeplade. Pladedøren har 5 års garanti.
Se vores pladedør som branddør.
Fælles for vores branddøre
- Laves efter mål
- Paskvilsystem med 3-punktslukke
- 25 mm bundstykke
- Brandtestet fra både yder- og indersiden
- Lever op til EI2 30 og EI2 30-C med dørlukker
- Kan kombineres med VELFAC brandelementer som side- eller overparti
Få mere lys med brandelementer
Vil du have mere dagslys ind, end døren alene giver, kan begge branddøre kombineres med et VELFAC brandelement som side- eller overparti. Et brandelement er et fast glasparti med 3-lags brandglas, som ikke kan åbnes. Det lever op til EI30 / EW30 for ekstern eksponering og EI60 / EW60 for intern eksponering, så det opfylder de krav, der er, når det sidder i muren mod carport eller garage.
Læs mere om vores brandelementer.
Vælg farve og materiale til din branddør
Selvom døren sidder ud mod carporten, er den stadig en del af husets udtryk. Vælg en farve, der passer til dine vinduer og øvrige døre, så huset fremstår som en helhed. Se vores farver og læs mere om forskellen på træ og træ/alu.
Sådan holder døren sin brandklasse
En branddør lever kun op til sin brandklasse, hvis den er monteret rigtigt. Derfor skal du være opmærksom på et par ting:
- Skal døren være selvlukkende (EI₂ 30-C), skal dørlukkeren bestilles sammen med døren. Den kan ikke eftermonteres.
- Lad din tømrer følge monteringsvejledningen nøje.
- CE-mærket i falsen må hverken fjernes eller males over.
- Branddøren må ikke sammenbygges med vinduer eller døre fra andre producenter.
Vi anbefaler, at du får en fagmand til at montere døren. Find en VELFAC VinduesMester i nærheden af dig.