Tilfredshedsundersøgelse 2020

Kære VinduesMester

I løbet af november var der mange af jer, der svarede på vores årlige tilfredshedsundersøgelse. Det skal I have tusind tak for – I hjælper os nemlig i høj grad med at blive en bedre leverandør og samarbejdspartner.

En af de ting, I er enige om, er at vi skal blive bedre til at dele informationer med jer. Det gælder særligt, når det kommer til service.

Vi kan ud fra undersøgelsen se, at vi ikke står skarpt nok på informationsudvekslingen. Og det er et vigtigt parameter, når du som VinduesMester skal rådgive dine kunder. Det skal vi blive bedre til, ligesom vi skal forbedre kommunikationen i servicesager, så I holdes bedst muligt opdateret undervejs. Det er dog ikke noget, vi kan løse fra den ene dag til den anden, men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at forbedre informationsniveauet herfra. Vi har allerede nogle konkrete tiltag i støbeskeen.

Leverancesikkerhed og inspiration

I undersøgelsens resultater kan vi også se, at I oplever et udsving i vores leverancesikkerhed. Det er selvfølgelig ikke godt nok og hænger unægteligt sammen med en række af uheldige sammenfald i efteråret, som vi ikke kunne forudse, kombineret med det øgede salg, som COVID-19 situationen har betydet for både jer og os.

Vi skal være langt mere sikre i vores leverancer. Det ved vi. Vi har haft nogle udfordringer med forsinkede leveringer, som vi håber, vi snart får bugt med. Vi kan ikke love, hvordan verden ser ud næste år, men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at undgå udsvingene, som naturligvis påvirker jeres forretning.

Endeligt ser vi også i jeres svar, at I mener, vi er gode til at inspirere jer. Det er vi glade for at høre. Det er nemlig en af vores fornemmeste opgaver, og det er derfor herligt at se, at vi scorer højt på det parameter. Men vi vil selvfølgelig gerne blive endnu bedre. Derfor kommer Louise og Kristina fra marketing til at gribe knoglen og ringe nogle af jer op i det nye år.

Til slut skal der lyde en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med jer i 2021.

Med venlig hilsen
Trine Thomsen
Salgsdirektør VELFAC