Nyheder og aktuelt til professionelle

DGNB-værktøj skal lette projekteringen helt fra starten

07. august 2017

DGNB_1021x1078.jpg

DGNB-certificering kræver en omfattende indsats i form af beregninger, beslutninger og selve udarbejdelsen af dokumentation. Derfor har Velfac lanceret en DGNB-dokumentationspakke, der kan støtte DGNB-konsulenter og auditorer i arbejdet – bl.a. ved at give hurtigt overblik over relevante produktdata og kriterier.

Stadigt flere bygninger og byområder bliver opført efter den bæredygtige DGNB-standard, der administreres af Green Building Council Denmark. Den voksende tilslutning kan ifølge Green Building Council Denmark bl.a. forklares med, at DGNB skaber en fælles terminologi for bæredygtighed, som kan bruges på tværs af byggeriets forskellige faggrupper.

Styrker dialogen fra byggeriets start
Dermed er det ikke kun slutbrugere og bygherre, der får gavn af DGNB i form af eksempelvis lavere energiforbrug, sundere indeklima, mindre miljøbelastning og bedre totaløkonomi set over en længere årrække.

- Rådgivere og arkitekter kan også drage nytte af DGNB som planlægningsredskab til at danne sig et overblik og mindske risikoen for misforståelser i dialogen med byggesagens øvrige parter. Det er altid godt med et overordnet fælles mål, som er tydeligt defineret. Det kræver, at også leverandørledet står klar med rådgivning og produktdokumentation tidligt i processen.

Det fortæller arkitektkonsulent Marianne Gade fra Velfac, der som Danmarks førende vinduesproducent bidrager til en række DGNB-byggerier og bl.a. har været involveret i de bæredygtige spydspidsprojekter Green Solution House samt universitetsbygningen Green Lighthouse.

- Den DGNB-ansvarlige på projektet skal jo indhente dokumentation og input fra mange leverandører, så her vil vi gerne yde en god support, der kan gøre en positiv forskel, uddyber hun.

Samlet DGNB-værktøj følges op af rådgivning
Velfac har på baggrund af sine mange års erfaring med både rådgivning og leverancer til grønt byggeri lanceret en samlet DGNB-dokumentationspakke. Materialet er udarbejdet i samarbejde med rådgivningsvirksomheden Rambøll og stiller produktdokumentation til rådighed i et enkelt format.

Samtidig giver det overblik over, hvilke DGNB-kriterier der er relevante for vinduer og døre, og gør det derfor nemmere for arkitekter og rådgivere at orientere sig i emnet. Eksempelvis fremgår det, under hvilke kriterier der kan hentes point. Det gælder bl.a. data om mængden af glas, aluminium og træ for at kunne lave en sagsspecifik livscyklusvurdering i henhold til DGNB-kriterierne.

Velfac står desuden til rådighed med rådgivning og tilbyder bl.a. at udfylde de nødvendige dataformularer for rådgiveren eller arkitekten. Marianne Gade uddyber:

- For den DGNB-ansvarlige er det vigtigt at have adgang til transparent og let tilgængelig dokumentation, som sammen med tidlig rådgivning kan bidrage til en smidig proces. Værktøjet er netop udviklet med henblik på at gøre det lettere for DGNB-konsulenter og auditors at arbejde med DGNB i deres daglige praksis.

Hun suppleres af seniorkonsulent og Ph.D. i Rambøll, Gitte Gylling Hammershøj Olesen, der understreger betydningen af at have nem adgang til nøjagtige informationer fra leverandørside:

- Det skaber gennemsigtighed i processen og byggeriet, og dermed også i arbejdet med en certificering og er medvirkende til at øge kvaliteten i projektet som helhed, fortæller hun.

Læs mere om DGNB-værktøjet fra Velfac her. 

Emner: Nyheder, DGNB, Rådgivning, Bæredygtighed

Populære artikler

Seneste artikler

Emner

Tilmeld nyhedsbrev